Du har ingen produkter i din kurv.

top

Skal du deltage på undervisning for første gang?

Introduktionsbrev

Er du ny deltager i Anne Sophies undervisning, skal du samtidig med tilmelding sende et introduktionsbrev på 1 til 2 sider direkte til Anne Sophie på adressen annesophie@tigerensrede.dk. Brevet er fortroligt, og vil kun blive læst af Anne Sophie. Sammen med brevet bedes du sende et foto. Fotoet gør det lettere at koble ansigt med navn og tage godt imod nye deltagere. I introduktionsbrevet fortæller du lidt om hvem du er, om dine erfaringer med meditation, personlig udvikling og spirituel proces, samt om din motivation for deltagelse i undervisningen. Alder, helbredsproblemer og evt. graviditet bedes også oplyst. Ovennævnte gælder for samtlige hold. Du er ikke optaget på holdet, før brevet er modtaget, og du har fået tildelt en plads.

Specielt for deltagere på ”Dynamisk Energibevidsthed”

Før Dynamisk Energibevidsthed skal alle sende en kort rapport på 1 til 2 sider direkte til Anne Sophie på annesophie@tigerensrede.dk. Den skal være modtaget senest mandag morgen kl. 07.00 i den uge hvor undervisningen starter. Formålet med at skrive rapport er dels din egen forberedelse, dels at orientere Anne Sophie om vigtige skridt, indsigter og vanskeligheder i din aktuelle proces.

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte kontoret via mail på kontor@tigerensrede.dk.

Forudsætninger for undervisningstilmelding

På Tigerens Rede er der blevet mediteret dagligt i mere end et kvart århundrede og afholdt mange tusinde undervisningstimer. Der er gennem årene opbygget en stor pulje af erfaringer med bevidsthedsudvikling, som nye deltagere kan opleve at trække på. Det kan derfor være en intens oplevelse at deltage i undervisningen på stedet, hvorfor det er nødvendigt, at deltagerne er selvansvarlige. Det vil sige at man har en rimelig realistisk selvforståelse og er i stand til at håndtere selvkonfrontation.

I undervisningen arbejdes der både med personlig proces og en mere overordnet kollektiv proces. Dette betyder, at man ud over at arbejde med sin egen proces, har mulighed for at tage del i en fælles, spirituel proces, som handler om bevidsthedsudvikling.

Meditation i forbindelse med undervisningen

Hvis du har mulighed for det, er du velkommen til at supplere undervisningsdagene med deltagelse i de daglige morgen- og aftenmeditationer sammen med nogle af de mennesker, som kommer i det daglige på Tigerens Rede. Det giver lejlighed til at vende dagen og undervisningen med andre deltagere og til at fordybe sig og slappe af i huset eller i den tilstødende Urtehave.

Meditationstider på undervisningsdagene:

kl. 08.30 – 09.15

kl. 19.00 – 19.30

kl. 21.00 – 21.30