Æterisk Fornyelse
Denne undervisning vil handle om, hvad der nærer og udfolder det æteriske – både i basal og mere vidtrækkende og bevidsthedsmæssig forstand. Et fornyet syn på det æteriske åbner for nye muligheder for kontakt og et nyt syn på det at være menneske – hver for sig i forbundethed.
Det æteriske er det lag i auraen, som ligger tættest på vores krop. Når det æteriske udfolder sig optimalt, strømmer livskraft, vitalitet og fryd igennem og omkring os.
I en almindelig energimæssig forståelse sørger det æteriske for, at vi er sunde, har energi og lyst til livet. Omvendt kan vi føle os drænede, uoplagte og opgivende, når det æteriske er trængt.
Jo dybere mennesker kommer ind i deres meditative praksis, desto dybere en forståelse af det æteriske kræves der. For det æteriske er også grundlaget for de avancerede aspekter af meditation. Her næres det æteriske gennem den bevidsthedsmæssige kontakt, du har til dig selv, til andre mennesker og til naturen. Og det æteriske kan åbne til ændrede bevidsthedstilstande, fx oplevelser af tomhed og skabelse.
Egoet fylder meget – for meget – i mennesker i vores tid. Men man kan ikke blot skrue ned for noget, uden at komme i mangeltilstand, hvis man ikke samtidig skruer op for noget andet. En dybere kontakt til det æteriske kan aflaste egoet.
Hvis du vil dybere ind i din meditation er en ny forståelse af det æteriske en meget stor hjælp
I undervisningen indgår foredrag, meditationer, kollektive øvelser, sessionsdans og snak i mindre grupper.
Undervisningen begynder kl. 10.00 og slutter kl. 17.30. Sidste dag slutter dog kl. 16.00.
Jukas Killemose er undervisningsassistent.
Vend tilbage til undervisningsoversigten her