Anne Sophie er min spirituelle lærer. Men hvad kræves der for at have en spirituel lærer? Det er der nok ikke noget entydigt svar på. Der kræves selvfølgelig en spirituel lærer, der ønsker at lære en noget. Men det er ikke nok. Man skal også gå ind i mødet med en vis indstilling og med visse kvaliteter. Her er nogle af de kvaliteter jeg har haft brug for, til at gå ind i et lærer – elev forhold. Jeg kalder dem følgende for ”nøgler”. Der er tre nøgler.

Den første nøgle hedder ”tvivlen”. Ja, det var tvivlen der bragte mig til Anne Sophie. Jeg har mødt spirituelle lærere før, men jeg har sjældent ønsket at gå videre ind i et tættere forhold til dem. Muligvis ligger fejlen på min side, muligvis på deres, og muligvis har det bare skulle være sådan. Jeg har været som en vanskelig ungkarl, der altid kunne finde grunde til ikke at gå ind i et tættere forhold. Oftest nogle gode grund – hvis jeg selv skal sige det.

Så mødte jeg Anne Sophie. Nu kunne man så foranledes til at tro, at da jeg mødte hende var al min tvivl forsvundet. På ingen måde! For jeg havde brug for tid til at veje hendes ord, fornemme dybden, mærke tyngden og tænke efter. Jeg tror der gik et års tid. Så kunne jeg pludselig mærke, at jeg havde accepteret hende som den, jeg ønskede skulle være min spirituelle lærer.

Er tvivlen så væk nu? Slet ikke! For nu tvivler jeg godt nok ikke på Anne Sophie som min spirituelle lærer – men der er jo også alle de ting hun siger! Når man får ny spirituel viden, er det meget man kan komme i tvivl om. Der dukker spørgsmål op: Kan dette nu også være sandt? Hvordan kan det mon hænge sammen? Vedrører dette egentlig mig – eller er det bare noget de andre skal forholde sig til? Jeg bliver udfordret, provokeret, og får ting at vide som jeg må spejle i mine tidligere erfaringer.

Alt i alt har tvivlen været en god hjælper. Den har skærpet og slebet min opmærksomhed. Den gør, at jeg får et forhold til det, jeg møder på min vej. Ting bliver gransket. Vendt og drejet. Den har været med til at give mig skelneevne. Men der er døre den ikke kan åbne. Her kræves der en anden nøgle. Det er den nøgle der hedder ”tillid”.

Man kan ikke forstå livet på forhånd. Det er ikke sådan, at for hvert skridt man tager, så ved man allerede hvad meningen med skridtet er. Sådan spiller livets klaver ikke. Eller rettere, hvis det gør, så bliver det nok en temmelig kedsommelig rejse. Så kender man allerede rejsen inden man i det hele taget er kommet af sted. Hvis man hele tiden vil forstå noget, inden man vover sig ud i det, så bliver man fanget af sin egen forforståelse. Men hvordan giver man så sjælens rejse retning? Her kommer tilliden ind i billedet.

Jeg har tillid til, at Anne Sophie gør sig umage. At hun er så præcis som det overhovedet er muligt for hende at være. At hun har en bevidsthed der når ud til steder, hvor jeg ikke kan følge med. Det er jeg såmænd ganske sikker på.

Tilliden ligger i, at jeg lytter til det, jeg endnu ikke forstår. Følger nogle spor, jeg ikke lige ved hvor fører hen. Øver mig på det, hvor resultatet ikke lige kan ses med det samme. Mediterer med tillid om, at hun vil guide mig gennem det, der måtte komme.

Samtidig er det vigtigt for mig at sige, at jeg selv står til ansvar for mine handlinger og mit liv. Selvom tillid er en essentiel nøgle, må den ikke betyde, at man kapper sit eget ansvar af. Man må stå inden for det man laver; om det så er over for Skt. Peter, Buddha eller sine egne børn. Spirituel udvikling og ansvarlighed følges tæt ad.

Den tredje nøgle er den sværeste at beskrive. Jeg har kun oplevet den i glimt. Ligesom virkelighedens nøgler er der gange, hvor den ikke lige kan findes og har forputtet sig et sted. Jeg har ikke fundet nøglens navn endnu – men den har et mantra:

Kærlighed er bevidsthed og

bevidsthed er kærlighed

Det drejer sig om, at kærlighed giver en indsigt, der indvirker på en anden måde, end den indsigt tankerne giver. Den ordner og strukturerer på en anden måde. Det er ikke gennem sproget den videregives. Den kan strømme selvom der ikke siges ord. Tvivl og tillid giver i sig selv ikke livet fylde – det gør kærligheden derimod.

Når jeg kalder den for en nøgle, er det fordi den har været med mig hele tiden, uden at jeg har kendt til dens muligheder. Jeg har tidligere set kærligheden som en følelse, men nu viser den sig mere omfattede og kompleks, end tidligere antaget. Nu viser den sig med sin egen usigelige visdom. Som en bevidsthedsform.

Jeg oplever kærlighed i et forhold til min kvinde. Oplever min dyrebare kærlighed overfor mine børn. Men når jeg oplever en upersonlig kærlighed gennem meditationen – ja, så får jeg noget at tænke over... For er der også kærlighed på spil i forhold til det, jeg ikke har et forhold til? Kan kærlighed være upersonlig?

Denne nøgle er stadigvæk noget gådefyldt.

Dette var en kort beskrivelse af mine tre nøgler. Disse nøgler er dét, jeg bringer med ind i lærer – elev forholdet. Muligvis er der flere nøgler end disse tre. Gemte eller glemte. Som venter på at blive samlet op. Måske ender man som en pedel en skønne dag, med et helt bundt spirituelle nøgler. Jeg har haft stor glæde af disse nøgler.

Martin, juli 2007