Spiritualitet skal her forstås som det, som ligger ud over jegets verden, og som handler om transcendente fænomener, det være sig sjæl, ånd, Gud, kosmos, eller hvordan man nu har lyst til at navngive dem. Spiritualitet er ikke knyttet til religion, men til det enkelte menneskes hjerte og eksistens.

Den første tid
I vores forståelse kommer børn til verden med en helt naturlig kontakt til spiritualiteten. Dette kan især mærkes omkring det helt nyfødte barn. De første par uger er der omkring barnet en stærk åbning til det spirituelle, hvilket man ikke skal være specielt sensitiv for at mærke. De fleste kender det, at de ved synet af et nyfødt barn kommer i en helt særlig sindsstemning, hvilket bl.a. skyldes denne åbning. Mange oplever også en dyb bevægelse, altså at de bliver berørt på deres hjerte af mødet med det lille , nye menneske.

Barnet fødes ud af det spirituelle eller kosmos og skal lande i en helt ny, lille barnekrop. I løbet af de første uger lukker den store åbning sig, og sådan må det også være, for barnet skal jo blive fysisk. Det betyder imidlertid ikke, at barnet behøver miste kontakten til sin spiritualitet. Det betyder bare, at der er forskellige faser på vejen til at blive et menneske.

Er man så heldig som forældre i denne første tid at få en fornemmelse af barnets spiritualitet eller essens, så har man et godt udgangspunkt for at hjælpe barnet med at bevare kontakten. Jo flere voksne tæt på barnet, der kan etablere denne kontakt med det, jo lettere vil det være. Og jo større en kontakt de voksne formår at skabe, jo bedre.

Derfor er det en rigtig god idé i denne første tid at præsentere barnet for mennesker med en særlig åben bevidsthed, som f.eks. en spirituel lærer.

Jegdannelsen
Senere hen i livet begynder barnet at danne en jeg-struktur. Det er nødvendigt at få etableret en velfungerende og realistisk jeg-struktur for at kunne fungere godt i vores samfund. Jeget kan dog også ses som en modsætning til det spirituelle. Jeget er opdelende, kategoriserende, afgrænsende, tænkende, følende, menende, dømmende, vurderende osv. Spiritualiteten er bare væren. Det er dog ikke naturgivent, at der skal være en problematisk modsætning mellem de to. Det er sådan set mest naturligt, at jeget bliver til spiritualitetens fundament, til den form hvorigennem spiritualiteten må udtrykke sig i dette menneske, i denne tid. Jeget er ikke en fejl set fra et spirituelt perspektiv, det er mere et redskab. Men for at det kan fungere sådan, er det alfa og omega, at jeget dannes på spiritualitetens præmisser.

For at det kan ske, er det nødvendigt, at de voksne omkring barnet dels selv er et eksempel på dette, dels formår at se barnets spiritualitet og essens for at kunne hjælpe barnet gennem jegdannelsen ud fra dette perspektiv. Desværre formår mange voksne hverken det ene eller det andet. Men det er ingen undskyldning, for enhver kan øve sig, hvis man vil.

Vil man altså have børn med en naturlig kontakt til det spirituelle, må man sørge for at de omgås voksne, som har dette. Disse voksne vil pr. instinkt vide, hvad de skal stille op i forhold til børnene, når forskellige arter af vanskeligheder viser sig.

Instinktkraft
Når vi siger, at den voksne må have kontakt til sin spiritualitet, så ligger der dog også i det noget meget væsentligt, som måske ikke er umiddelbart indlysende, nemlig at denne kontakt indbefatter sans for det instinktive. Hvor man normalt forbinder spiritualiteten med noget som ligger "opad" (Gud, himlen, engle osv.), så er det vores erfaring, at en reel spirituel kontakt altid bør modsvares af en forankring dybt nede i instinkter, urkræfter, seksualitet og aggressionskraft. Er der ikke dette modsvar, kan spiritualiteten komme til at handle om idealer og moral, det bliver for fromt og luftigt. Skal spirituel indsigt derimod få fodfæste og omsættes i det konkrete, daglige liv er der hjælp og råstyrke at hente i disse kræfter.

Også det instinktive ligger naturligt til børn, og hvis man ikke stiller hindringer i vejen, vil de som regel have en åben og flydende kontakt til dette, ligesom til spiritualiteten. Problemet er bare, at langt de fleste voksne i formidlingen af jeg-strukturen automatisk indbygger en afstandtagen til spiritualitet og instinktkraft.

Spiritualiteten har trange kår i vores kultur, på den måde at mange mennesker slet ikke kan se, hvad man skal bruge sådan noget til. Men instinktkræfterne har om muligt endnu trangere kår. Spiritualiteten sniger sig ind flere og flere steder og i kraft af det selvudviklingsmiljø, som er udviklet i Danmark gennem de sidste 30 år, er mange spirituelle begreber og tankegange blevet tilgængelige for mange mennesker. Det er godt.

Instinktkræfterne har dog stadig en forstemmende lavstatus. Hvem sætter pris på vrede og aggression? Sætter man pris på det, så er det i hvert fald noget med, at man har lært at håndtere det ordentligt, altså styre og tæmme det, og ikke noget med at det i sin natur har værdi. Seksualiteten håndteres ofte på en måde, så den bliver præget af fantasi og emotioner, snarere end at gribe fat i dybet, hvor mennesker kan hente deres kræfter. For slet ikke at tale om at urkraft jo lyder noget langhåret og udflippet og som noget, vi i hvert fald burde være kommet over på nuværende stadie i vores kulturudvikling.

Så ikke alene indebærer arbejdet med at hjælpe børn med at bevare kontakten til deres spiritualitet den opgave, at den voksne skal etablere en stabil kontakt til sin egen. Vi påstår yderligere, at denne kontakt nødvendiggør en forankring i og dermed et kendskab til seksualitet, aggression og instinktkraft. Særligt det sidste arbejde er angstprovokerende og krævende.

Den gode nyhed er så, at der ER en vej, og at der ER hjælp at hente, f.eks. ved at arbejde med tantra, Dynamisk Energibevidsthed, eller konfronterende med sig selv på lignende måder med en vejleder, man har tillid til.

Har man fat i sine instinkter, kan man være sammen med børn på en naturlig, legende, afslappet måde. Man behøver ikke slå op i en læreplan, for at vide, hvad de har brug for, man kan mærke det. Når man er i det naturlige samvær, har spiritualiteten og barnets essens mulighed for at udfolde sig og finde veje til udtryk. Så er der pludselig rigtigt mange ting, som ikke er et problem længere.

Vi tror faktisk, at hvis det var den slags samvær, som var fremherskende, bare i daginstitutionerne, så ville samfundet spare millioner af kroner på indsatser og foranstaltninger, som ikke længere var nødvendige.

Hvordan gør man?
At fremme børns kontakt til det spirituelle handler derfor dybest set ikke om at indføre en bestemt pædagogisk praksis i daginstitutionerne eller i hjemmene, om end det kan være en god støtte at bruge forskellige aktiviteter, som understøtter processen. Aktiviteterne i sig selv gør ikke arbejdet. Det gør en særlig kommunikationsteknik heller ikke. Der er ingen smutveje, ad hvilke den voksne behændigt kan undgå at se på sig selv og lære at tage ansvar for egen spiritualitet.

Skal man tale om hvad man konkret kan gøre, kan man dog sige, at de aktiviteter og måder at være sammen på, som fremmer børns kontakt til det spirituelle, er alt det som er naturligt for børn: At danse, synge, spille musik, udforske naturen, udforske kroppen, tumle og slås, udfolde sig kreativt, fortælle historier, bruge fantasien, tegne, slappe af og mærke kroppen og sanserne eller bare sidde og glo ud i luften.

Disse ting vil mange børn finde på helt af sig selv, hvis man ikke blander sig. Men det kan man godt, i hvert fald en del af tiden, for børn elsker jo at lave ting sammen med voksne for derigennem at lære noget om at være voksen.

Helt konkret kan man f.eks. sætte tid af til at de børn, som har lyst, kan slås og tumle med en voksen. Her kan børnene eksperimetere med deres aggressionskraft og fysiske styrke indefor rammer, som aftales mellem børnene og den voksne. Der kan være forskellige regler, som f.eks. at man ikke må sparke. Et sådant eksperimentarium kan være med til at tage trykket af nogle af børnenes frustrationer og lære dem at omsætte energien på en måde, som skaber morskab og nærvær. Det kan ofte betyde at de senere bliver mere rolige og bedre kan koncentrere sig. De får etableret en kontakt til ”bunden” af dem selv, som giver mere ro og overskud til alle de andre ting.

En anden aktivitet kan være fortælling. Børn elsker som regel at få fortalt historier, og kommer de først i gang, er de fleste også vilde med selv at fortælle. Her kan man etablere et særligt ”fortællerum” f.eks. i børnehaven, med stearinlys, puder og en fortællestol, som den, der er på, sidder i. Den voksne kan starte med at fortælle, og senere får nogle af børnene måske lyst til at prøve. Er fortællingerne af en vis kvalitet, rummer de eksistentielle, almenmenneskelige temaer, og kan dermed hjælpe børnene til at strukturere det, de oplever i deres eget liv. De kan genkende sig selv, og lære af hvordan andre oplever og håndterer situationer. Dermed kan fortælling være med til at skabe mening i og perspektiv på barnets verden.

Det er klart en fordel at de voksne, som laver disse ting sammen med børnene selv har en vis grad af begejstring for aktiviteten. At den voksne kan mærke, at det her taler til hans eller hendes kreativtet, libido, evne til nærvær osv.

Hvad skal det til for?
Nu kan ovenstående krav til den voksnes kompetencer vel lyde både besværlige og afskrækkende, og man må derfor med rette spørge, hvad det skal til for? Hvorfor er det så vigtigt at børn bevarer kontakten til spiritualiteten og det instinktive igennem opvæksten? Efter vores opfattelse giver forankringen dybt nede og kontakten højt op en råstyrke at møde livets udfordringer med, som gør, at man ikke er så let at vælte omkuld. Alle mennesker kommer igennem vanskelige læreprocesser, og tilliden til at tage imod dem og lære af dem styrkes gennem kontakt til spiritualitet og instinktkraft. Også børn møder svære ting, og har de fat i sig selv dybt og højt, vil det være lettere for dem ikke at identificere sig med det svære, men i stedet holde et perspektiv. Det kunne f.eks. handle om ikke at føle sig lig med den mobning, man kan møde som barn, men at have en fornemmelse af eget værd på trods af de aktuelle livsomstændigheder.

Nogle børn kan have en vanskelig karmisk bagage med sig, som vil udtrykke sig i de udfordringer og læreprocesser, de møder i dette liv. Her er det vigtigt, at de voksne ikke overproblematiserer, men i stedet forsøger holder fast i en spirituel og instinktiv kontakt til barnet. Det er vigtigt at forstå, at man som forælder eller pædagog ikke kan tage lidelsen fra barnet. Man kan vise det, at det ikke er nødvendigt at generere selvskabt lidelse, men en vis portion grundvilkårslidelse vil der altid være. Man kan ikke bære barnet igennem livet og styre det uden om de svære ting. For hvis et barn har nogle svære lektier, det skal igennem, kan opgaven kun løses ved at barnet selv gør sig de nødvendige erfaringer. Også her er det en hjælp at barnet er forankret dybt og højt for at undgå udelukkende at identificere sig med de vanskelige lektier.

Har barnet og det unge menneske kontakt til spiritualiteten og instinktkræfterne, vil det give en sans for retning. Hvad skal jeg med mit liv? Hvad er meningen med det hele? Dette er spørgsmål som ofte fylder i unge menneskers hoveder. Det er nogle udmærkede spørgsmål at stille sig selv, men det er også spørgsmål som kan bringe megen meningsløshed frem, hvis man ikke aner, hvor man skal lede efter et svar. Kontakten til det spirituelle og instinktive vil kunne hjælpe mennesker med at svare på de store spørgsmål på en konstruktiv måde, og dermed rent faktisk finde en meningsfuld retning i livet, som stammer fra et dybt kendskab til en selv, og ikke fra en tilpasning til omgivelsernes krav og forventninger. Kontakten op og ned kan give en mere præcis retning, og det er godt, for så er der større mulighed for at få løst de opgaver og læreprocesser, livet har til en. Det vil formentlig også betyde, at den unge får lettere ved at vælge uddannelse og i det hele taget navigere bedre i forhold til vor tids mange muligheder og valg, der skal træffes.

Konsekvenser
Tænker man nærmere over påstandene i denne artikel, må man nødvendigvis nå den konklusion, at vi er nødt til at kigge alvorligt på, hvilken art af voksensamvær, vi tilbyder vores børn. Der er et påtrængende behov for en oprejsning til pædagogfaget og andre faggrupper, som tager sig af børnene. Eller sagt på en anden måde: Skal det gå fremad på dette område, må samfundet prioritere, at dem der bliver sat til at være sammen med vores børn, kan vise dem både spiritualitet og instinktkraft, sådan at de kan lære det, som reelt er værdifuldt. Det er ikke ordnet med at sende pædagogerne på et weekendkursus. Det kræver en fundamental ændring af vores syn på børn, og på hvad de har brug for.

Det falder naturligvis også tilbage på forældrene, for det er, eller burde være, stadig dem, som er de primære rollemodeller. Også de må ændre deres syn på væsentligt og uvæsentligt.

Det der kræves for at skabe frie, sunde og glade børn er såre enkelt: Man skal selv være et glad, frit og naturligt menneske. Vores forslag er, at dem som faktisk rummer disse kvaliteter, skal være sammen med børnene, og at dem, som i forvejen er sammen med børnene, skal gøres frie, glade og naturlige.

Vejen er lang, opgaven er stor, men der er masser af gevinst at hente, for det er vores allesammens fremtid, vi investerer i!